Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Trasmo

Trasmo

I juni 2015 vedtog Børneudvalget, at alle dagtilbud uanset driftsform skal benytte TrasMo ved obligatorisk screening af børn i alderen 2 til 5 år. Resultaterne benyttes både i dagtilbud og af SFO’erne.

Formålet er at identificere børns sansemotoriske ressourcer og udfordringer, at vurdere om børn udvikler sig motorisk alderssvarende og til at fremme tidlig målrettet indsats, så alle børn udvikler sig optimalt. Endelig benyttes TrasMo som redskab til dialog med forældrene.

Den inderste ring i TrasMO-hjulet udfyldes, når børnene er mellem 2 og 3 år, den midterste ring, når børnene er mellem 3 og 4 år, og den yderste ring, når børnene er mellem 4 og 5 (6) år.

Børnene bliver vurderet i otte aktivitetsområder. Inden for hvert af de otte områder er der tre items for hver af de tre aldersgrupper. Items er formuleret som aktiviteter: ”kan/gør ikke”, ”kan/gør delvist”, ”kan/gør” eller ”ved ikke”.

De otte aktivitetsområder er: personlige færdigheder, daglige færdigheder, leg, finmotorik, tegnefærdigheder, regulering af sansestimuli, grovmotorik og boldfærdigheder svarende til hvert lagkagestykke i cirklen.

Eksempel på et items/hvad et barn vurderes på under kategorien personlige færdigheder: Som 2-3 årige ses på om barnet ”tager det meste tøj på selv: bluse, jakke, bukser med elastik, sokker, men hjælp til stramt tøj, lynlås, knapper og snørebånd”. Når barnet er 3-4 år, ses på om barnet ”tager tøj af og på selv, men med hjælp til at åbne og lukke bukser, snøre sko og samle lynlås. Som 4 til 5 årige ses på om barnet ”tager tøj af og på selv. Inklusiv knappe foran, samle og lyne lynlås, lukke sko og støvler”. Der ses således på barnets færdigheder og udvikling i disse efterhånden, som barnet bliver ældre.

Da skemaerne udfyldes elektronisk, er det muligt let at danne sig et overblik over den samlede børnegruppe fx på en stue eller samlet i vuggestuen eller børnehaven. Hvis flere børn har brug for den samme indsats, kan der dannes mindre grupper for præcis disse børn, hvor indsatsen er fuldstændig målrettet børnenes behov. Det kan fx være i forhold til tegnefærdigheder eller leg og bevægelse.

Der er børn, som klarer sig godt i alle færdighederne, men de flest har brug for en indsat på et eller flere områder. Nogle børn klarer sig godt som to årige, men knap så godt som tre årig, hvilket kan skyldes et kompetencetab i forbindelse med oprykning til børnehave. Nogle børn oplever at være udfordret på flere ting, når de bliver ældre og kravene til dem samtidig øges.

TrasMo er et godt værktøj i samarbejdet med forældrene og bruges til en snak om, hvilke udfordringer barnet eventuelt har, og hvilke indsatser forældrene kan øve derhjemme for at hjælpe deres barn.